En Don Dato har to liv med masser af kulør
30/5 23 (oprindeligt skrevet 4/10 21) - tekst/foto Mogens Greve
De fleste på Djursland kender til steder med graffiti – men er det hærværk eller kunst?
Uden at nok ret mange ved det, er de rundt om på Djursland stødt på det yngste af Don Datos to liv- det liv, hvor han som graffitimaleren Don Dato har lavet masser af malerier.
”Det startede, da jeg i 1984 så Style Wars på DR,” fortæller Don Dato.
”Efter en stille intro bragede det pludselig frem med hip hop, farver, tog – og graffiti. Jeg havde aldrig set noget lignende men vidste straks, at det ville jeg også.
”Han betegner graffiti som den eneste kunstform opfundet af teenagere.
”Jeg gad ikke formning i skolen og kunne hverken tegne eller male. Men dét der, det ville jeg bare.”
Vennerne i skolen havde også set TV, og dagen efter besluttede de sig for at kaste sig over graffiti.
Snuppet af politiet i Aalborg
”I fritidsordningen efter skoletid købte Per, en af pædagogerne, plader og spraydåser til os. Det var mega fedt.”
Dokumentaren på DR havde vist, at graffiti var ulovligt, foregik i nattens mulm og mørke, og at man stjal spraydåserne til det.
”Så vi tog i byggemarkedet og stjal nogle dåser, inden vi bevægede os ud i natten.
”Og det gik rigtig godt – lige indtil det ikke længere gik godt.
”Fra Aarhus tog vi en tur til hip hop fest i Aalborg, hvor nogle amerikanere kom og spillede.
”Sammen med lokale malere blev der også malet graffiti på plader.
”Senere malede vi også lidt tog på DSB-grunden – og blev taget.”
Prisen blev en temmelig stor bøde og ét års betinget fængsel.
”Mine forældre var ikke glade for det. Men bøden blev betalt, og efter et halvt år var jeg tilbage og male igen.”
Der var dog ikke råd til flere bøder.
”Vi begyndte at male lovligt for især skoler i Aarhus-området. Siden kom vi rundt til ungdomsklubberne i stort set hele Jylland og malede rigtig, rigtig meget.”
To liv og ét møde - i Hornslet
Jeg mødte Don Dato helt tilfældigt, da han i Hornslet stod og malede scenen på Kulturgrunden ved siden af Kom-Bi.
Foto: Mogens Greve
Brian Hasager var der også. Jeg inviterede dem hjem på kaffe, og det var ved den lejlighed, de fortalte.
Brian Hasager arbejder som fuldtids socialpædagog på Småskolen Christianshede.
Af og til arbejder Don Dato der også.
Hjemme ved mig klarede de sig med én kop kaffe, da de hældte den ind ad samme mund.
Enten Brian eller Don Dato
”Jeg er enten Brian eller Don Dato – på arbejdet og i fritiden,” fortæller Don … – øhh Brian.
”På skolen har jeg et helt almindeligt arbejde som pædagog,” siger han.
Her brød Don Dato ind.
”Nogle gange hyrer skolen mig ind til at lave projekter med børnene.”
Brian og Don Dato er så heldige, at skolen forstår at skelne mellem dem, når de enten arbejder som pædagog eller som bestilt graffitimaler til at lave projekter.
Og lige nu sidder jeg og ærgrer mig over, at jeg ikke fik spurgt, hvem af dem deres kæreste blev forelsket i.
Pædagoger taber kæben
At ”forandre sig” til en anden person i forbindelse med sin fritidsinteresse, vidner om en passion af de sjældnere.
Don Dato er den, der snakker mest, så han får lov at fortsætte.
”Det er fedt at være pædagog og graffitimaler samtidig, når jeg eksempelvis hyres til workshops i landets ungdomsskoler. Her taber pædagoger nogle gange kæben, når de ser unge med ADHD male graffiti i et par timer.”
Ikke sjældent giver workshoppen ungdomsskolen lyst til at få graffiti op på væggen i klassen/skolen.
”Så bestiller de mig også til det.”
Spraydåserne
Det kræver meget øvelse og læring at styre en spraydåse.
”Dyse, tryk og maling m.m. er en videnskab i sig selv, men alle kan lære det.”
Spraydåserne er over mange år udviklet i samarbejde med graffiti malere i Tyskland, Spanien og Italien.
Dåserne har forskelligt tryk, og der er et stort antal dyser at vælge mellem.
”Til forsiden på Kulturgrunden i Hornslet brugte jeg 20 forskellige dåser, og jeg har altid 1.000 på lager, så jeg er klar til jobbet, når det er der.
Et lille fif
Der er mere hvid pigment i spraydåser til graffiti end i byggemarkedernes dåser.
”Jeg kan male en radiator med halvanden dåse, mens du skal bruge fem fra byggemarkedet. De kommer sikkert mindre hvidt i for at få folk til at købe flere.”
Sjældent sammentræf i Rosmus
På Rosmus Skole malede Don Dato for 20 år siden en væg, der siden blev malet over.
Næsten 20 år senere blev Don Dato bestilt til at lave et remake af væggen.
Der skulle være en figur, og der skulle stå ”Rusk”.
”Sammen med den nye og nutidige figur skulle der blandt andet også indgå en mobiltelefon.”
Mens Don Dato stod og malede, kom der en fyr forbi.
”Hvad laver du?,” spurgte han.
”Jeg fortalte ham om min gamle graffiti – og den nye.”
Så rullede han ærmet op og viste mig armen.
”Jeg har dit gamle maleri tatoveret her.”
At stå i Rosmus og male et nyt motiv ovenpå et gammelt, mens en tilfældigt forbipasserende samtidig viser det gamle på sin arm - ”det var nærmest uvirkelig virkelighed.”
En af landets mest produktive
Med sine mere end 5.000 malerier er Don Dato en af landets mest produktive graffitimalere, en af dem, der har været med længst– og blandt de mest kendte i Danmark.
”Jeg er bare blevet ved – også i perioder, hvor graffiti var mindre populært.”
Det er som en slags terapi.
”Når jeg er træt af voksenlivet, skal jeg kun forholde mig til en væg, mens alt andet lukkes ud.”
Tidligere rejste Don Dato meget i Tyskland.
”Jeg stødte der på mange graffitimalere med navnet ”date” og ”dater” og kunne godt lide de bogstaver.”
Men han ville gerne have sit helt eget og dansk klingende navn.
”Det blev ”Dato”, og da Facebook senere krævede både for- og efternavn, kom der et ”Don” foran.”
Graffitimalere lever i en verden, som du og jeg kun ser overfladen af.
Og det vi ser, er slet ikke det, som det handler om.
Put a bird on it
”Jeg er glad, når bare folk tænker don Dato, når de ser graffiti.”
Midlet er iøjnefaldende graffiti – ved hjælp af ”put a bird on it”.
Put a bird on it betyder, at maleren putter noget genkendeligt, ikke nødvendigvis en fugl, ind i maleriet, så det fanger ”det almindelige” menneskelige øje.
”Folk forholder sig til den flotte ”bird” og mindre til alt det øvrige – mindre til det, der betyder noget for os malere.”
Når et maleri er færdigt, tager Don Dato et foto og deler det på de sociale medier.
I New York malede de unge på togene, der bragte motiverne og signaturerne rundt, så de blev set af rigtig mange.
Kommer ikke af sig selv
Som pædagogen Brian i det civile liv, har han ofte lange vagter– og derfor også en del sammenhængende fridage.
”Når vi er færdige med at snakke her, kører jeg til Kraftværket i Kolind og maler på de åbne graffitivægge.”
For nylig lavede han et maleri på graffitivæggen i Thorsager, hvor den gamle Brugs lå.
Året rundt er Don Dato på farten og maler – på lovlige vægge rundt om i hele landet.
”Jeg kører hver uge – i gennemsnit nok til 4-5 lokationer om ugen.”
At male hinandens motiver over er en naturlig del af de levende graffiti vægge.
”Jeg maler andres motiver over, og måske går der kun en time, før mit er malet over. Det betyder ikke noget – bare jeg har fotoet af mit værk til at dele med andre, er det fint.”
Derfor er Don Dato også nødt til at fortsætte med de mange ture Danmark rundt.
”Stoppede jeg, ville mine værker blive malet over – og glemt.”
Uskrevne regler
Graffitimalerne respekterer væggenes uskrevne regler.
På åbne vægge må alle male alt det, de har lyst.
Når en kunde bestiller en maler til at male på sin væg, respekterer de øvrige malere ejerens brugsret over sin væg og sit motiv.
Don Dato - hyret til en opgave ved Koed i Kolind. Foto: Mogens Greve
Giver en ejer af en væg en bestemt graffitimaler adgang til væggen, respekteres det også.
Hvis maleren vil, kan vedkommende derefter invitere andre med, så de kan male sammen og/eller male hinandens værker over.
Folkene bag Kulturgrunden i Hornslet bestilte Don Dato til at male den midlertidige scene.
”Det er et godt formål, og derfor gjorde jeg det gratis.”
Der fulgte dog en god sidegevinst med, da Don Dato fik bagsiden, hvor han nu kan male sine egne motiver.
”For mig er bagsiden af væggen det vigtige på Kulturgrunden.”
Her malede Don Dato sit værk med en “put a bird on it”– guitarmanden i midten.
Den vigtige bagside af væggen på Kulturgrunden i Hornslet. Foto: Mogens Greve
”Guitarmanden gør motivet spiseligt for andre. Det øvrige kan folk hverken forklare, huske eller forholde sig til – mens det for mig er det fede.”
En graffitimaler vil som det første spotte signaturen på værket.
Tag en tur til Kulturgrunden og prøv, om du kan få øje på signaturen på bagsiden.
Knipser du også et foto af værket og deler det med vennerne, bliver Don Dato endnu gladere.
Muren ved stationen
Don Dato blev i sin tid også bestilt til at udsmykke den nu væltede mur ved Hornslet Station – over mod de nye lejligheder.
”Vi var 4-5 stykker, der stod og malede den grimme væg, da politiet pludselig dukkede op. Men de måtte køre igen, da de fandt ud af, at vi var betalt for det.”
Fra mit fotoarkiv - en del af den nu væltede mur ved stationen i Hornslet.
For år tilbage fik Cornelius, en ung fyr i Hornslet, af ejeren lov til at male på muren ved byens gamle mølle.
”Cornelius skrev dengang til mig og spurgte, om jeg ville komme og lære ham nogle tricks. Det gjorde jeg – og fik til gengæld lov til også at male på væggen.”
Cornelius er nu flyttet fra byen, men det er stadig hans væg, og han har givet flere andre malere ret til væggen.
”Jeg kommer tit til Hornslet og maler ofte på møllevæggen, uanset om mit værk er malet over eller ej.”
Måske det første – og i hvert fald et af de tidligste graffiti malerier på møllevæggen i Hornslet. Foto: Mogens Greve
Don Dato har gennem tiden kørt Djursland tyndt og malet på områdets lovlige vægge.
”Min søster i Mygind arbejder ved boghandleren i Hornslet.”
Det undrer ham i øvrigt, at Hornslet ikke har en lovlig væg til byens unge graffitimalere.
”Alle skoler burde have en væg. Hvorfor er der ikke en i Hornslet, når der i byen tydeligvis er unge, der gerne vil male graffiti.”
Møllevæggen i Hornslet i dag – 3. oktober 2021. Foto: Mogens Greve
Close up af møllevæggen i Hornslet – med Don Datos let genkendelige signatur. Foto: Mogens Greve
Der er eksempler på, at kommuner har været så hårdt ramt af graffiti hærværk, at de har indført nul-tolerance for ordet ”graffiti”.
Det gælder eksempelvis Silkeborg.
”Når jeg holder workshops i Silkeborg, hedder det enten workshop i street art – eller ingen workshop. Det er jeg selvfølgelig træt af. Jeg maler jo graffiti – og ikke street art.”
Efter en af sine workshops giver Don Dato altid adresser på lokalområdets lovlige vægge.
”Og er der langt til den nærmeste, siger jeg til kunden, at de bør arbejde for at få en i nærområdet.”
Det behøver ikke at være midt i skolegården, hvor maleriet måske nemmere breder sig til andre steder.
”Det kan lige så godt være på en tom grund, for enden af en fodboldbane eller op ad en skov.”
Don Dato påpeger, at kommunerne bruger masser af penge på sport.
”Nogle unge vil bare hellere male, og det er synd, når de ikke har en lovlig mulighed.”
Lovlige vægge til graffiti malere er ingen garanti for at undgå hærværk.
Men Don Dato mener, at også Hornslet burde have en lovlig væg for at give unge mulighed for at male lovligt. Foto: Mogens Greve
Ofte forbinder vi nok graffiti med noget negativt.
”Jeg bruger meget tid på at fortælle om min verden med udsmykning og flotte gavlmalerier m.m.”
Første interview af dette omfang
Dette interview er dog første gang, Don Dato fortæller så meget om sig selv.
”Et utal af journalister har spurgt om mit navn m.m., når jeg har stået og malet. Men det er fuldstændig ligegyldigt, når du skal forholde dig til billedet og signaturen.”
Bopælens og navnets hemmelighed er en del af identiteten.
”Folk har ikke brug for at vide det. Jeg værner om illusionen af en graffitimaler, der er svær at få fat i.”
Don Dato i sit es – lidt anonym bag sin maske og iført en af sine egne t-shirts. Foto: Mogens Greve
Det var det tilfældige møde i Hornslet og den ”tilfældige” snak om graffiti, der fik Don Dato til at takke ja til denne formiddags kaffe.
Ja til at løfte sløret en anelse for den ægte graffitiverden.
Nygift graffiti-samler
Det kom også frem, at Don Dato/Brian har en 17-årig søn, der ikke maler graffiti.
Og at han efter syv års samliv blev gift for to måneder siden.
”Min kone er rigtig sød.”
Efter i 36 år at have samlet og gemt masser af ting om graffiti, har Don Dato endelig fået mulighed for at organisere og hænge op i hjemmet.
”I mit ”museum” har jeg masser af gamle avisudklip og lærreder af New York kunstnere – og 1.200 bøger og blade om og med graffiti.”
I 1985 udkom de første graffitibøger – to i USA og en i Danmark.
”Dem ønskede jeg mig i julegave – og fik dem. Det var fantastisk inspirerende at se, hvad andre lavede. Siden dengang har jeg købt alle de bøger om graffiti, jeg har kunnet finde.”
I den første tid, uden internet, skulle der tænkes kreativt for at blive kendt.
”Ved en rap-koncert i København fik jeg bladet Fantazie. Vi kunne sende fotos af vores værker ind og komme med i bladet. På den måde begyndte vi at få kontakter – via dem også til udlandet.”
Der blev udvekslet billeder, blade og kammeratskaber på tværs af byer og lande.
Ud i den store verden
”Goddag, jeg er graffitimaler og kommer fra Danmark.”
Når du skulle ud i verden, ringede du blot til en af dine kontakter eller fortalte det til en i en by.
Der var altid nogen, der kendte en lokal graffitimaler.
”Og den maler sørgede altid for en soveplads og en væg at male på.”
Don Dato dyrker stadig netværket og har jævnligt overnattende graffitimalere fra mange forskellige lande.
”Efter internettets komme savner jeg dog den tykke kuvert fra eksempelvis Australien med eksempler på, hvad de har lavet der.”
Til Tyskland og New York
I 90’erne lavede Don Dato mange malerier i Tyskland og var med til store events med alt betalt, hvor 5-10.000 mennesker kiggede på.
I år har han 25-års jubilæum som medlem af banden ”Stick Up Kids”.
”I 2015 mødte jeg i Tyskland en maler, sov ved ham, malede – og så videre til ni andre byer på ni dage.”
For et par år siden skrev John Dato fra New York til Don Dato i Danmark.
”Han spurgte, om vi var i familie, og så fortalte jeg ham om mit graffitinavn.”
John skrev tilbage, at han havde det ret skidt.
Han havde mistet sit hjem i en storm, det hele var noget lort, og desuden havde han misbrugsproblemer.
”Hold nu hovedet højt,” skrev jeg tilbage.”
Efter et stykke tid hørte jeg igen fra ham.”
Nu havde han fået et sted at bo.
”Fedt, jeg sender et maleri til dit nye hjem.”
John spurgte også til Don Datos t-shirts på hjemmesiden.
”Dem skal du bare bestille.”
Død af overdosis
Et år senere så Don Dato, at Johns søster på Facebook fortalte om maleriet og vennen fra Sverige.
”Da måtte jeg lige markere og skrev til søsteren, at jeg altså bor i Danmark.”
Samtidig spurgte han, om John mon ikke også skulle have en t-shirt.
”Har du ikke hørt det,” skrev hun tilbage.
Inden for et par måneder var John og hans bror begge døde af overdosis.
”Jeg sendte Johns t-shirt til søsteren.”
Don Dato kom også til at skrive med moderen, fortalte om sig selv – og sendte hende korrespondancen med sønnen.
”Hun ville rigtig gerne mødes, og hvis jeg nogensinde kom til New York, skulle hun nok vise rundt.”
14 dage på Manhattan
Da Don Dato og kæresten senere besluttede sig for 14 dage i New York, kontaktede de moderen.
”Hun ville hente os i lufthavnen. Vi tænkte ”hvad kan gå galt” – og sprang ud i det.”
I ankomsthallen så de Johns mor stå og vifte med Don Datos maleri.
”Hun kørte os til Manhattan, hvor datteren havde en lejlighed. Hun var flyttet ud af lejligheden i 14 dage, så vi kunne bo der – gratis. Og køleskabet var fyldt op.”
Manhattan.
Mens de boede på Manhattan, var det 1-års dag for brødrenes dødsfald.
”Vi blev inviteret med, og de sørgede for at vi kom med en færge fra New York – og til Jersey City.”
Familien var der.
”Vi blev taget imod som nogen af dem. To egern hoppede ned på de to gravsten og legede. Det hele var bare så overvældende.”
Don Dato havde lavet et billede af John til familien.
”Vi spiste hjemme ved familien – med mit maleri ”alteragtigt” stillet op. Jeg har lovet dem, at jeg nok skal ”speake Johns name.”
På Johns fødsels- og dødsdag ændrer Don Dato sin Facebook til billeder af ham.
“Vi har inviteret familien til at besøge os, og vi er også velkomne ved dem igen.”
Peanut 2
Ved familien faldt Don Dato i snak med Johns bedste ven.
”Min onkel var ”Peanut 2”, da han malede graffiti,”
fortalte vennen.
Don Datos kæbe faldt ned.
Peanut 2 … “- han var jo en af mine gamle helte.”
Senere mødte Don Dato vennens mor, da hun kiggede ind med billeder af Peanut 2.
Hun havde til sin anden bror, Mike, fortalt om Don Datos besøg.
”Jeg kommer og henter dig og din kone i morgen, og så viser jeg jer lige byen,” sagde Mike, da han ringede.
En stor gut dukkede op og viste rundt – blandt andet hvor de malede helt tilbage i 70’erne.
”Det hele var bare så vanvittigt. Også den familie lukkede mig ind, og det var bare som at få genetableret troen på det gode i menneskeheden.”
I dag skriver de stadig tit sammen.
Noget af det største i livet
Det blev også til et besøg i Bronx.
”Masser af mennesker og et spændende og fedt sted for en graffitimaler, hvor jeg endda fik lov til at male en væg – i hip hoppens og graffitiens hovedstad.”
På de 14 dage malede Don Dato fem store vægge.
”Og jeg mødte nogle af dem, jeg havde set allermest op til. Den tur var noget af det største i mit liv, og jeg tror ikke, at noget kommer til at overgå det.”