Mit barndomshjem - det røde kommunekontor på Ådalen 22 i Skørring. Du ser mig og min ældste lillebror på ladet af lastbilen.
Nostalgi - også om folketingsvalgene i Skørring Forsamlingshus
Lidt om dengang det hed Mygind-Krogsbæk-Skørring Kommune, og stemmestedet i Skørring var Skørring Forsamlingshus.
Jeg voksede op på kommunekontoret på Ådalen 22 i Skørring (Mygind-Krogsbæk-Skørring Kommune).
Som kæmner (en slags kommunaldirektør) var far eneste administrativt ansatte på kontoret.
Varetog alle administrative opgaver
En ret så væsentlig forskel i forhold til vor tids kommunaldirektører er, at far selv varetog samtlige Mygind-Krogsbæk-Skørrings kommunes administrative opgaver
- fra at købe tøj til/med folk med små penge til at uddele antabus og sørge for, at der blev ryddet sne og repareret veje.
I vores kælder stod der mellem valgene - i arkivrummet - den metalkasse på størrelse med flyttekasse, som stemmesedlerne blev puttet i på valgdagene i Skørring Forsamlingshus.
Kassen står nu på egnsarkivet i Hornslet.
En anden tid – også på TV
Det var en anden tid … - lørdage var også skoledage, og der var én TV-kanal og 5-6 timers sammenhængende TV i døgnet fra cirka kl. 16.30.
Til ud på eftermiddagen viste TV-skærmen prøvebillede ledsaget af en konstant hyletone.
Endelig dukkede så Ingrid og lillebror frem på skærmen, nogle gange tegnede og fortalte Jørgen Clevin, og der var ofte også genudsendelser frem til TV-avisen kl. 19.30.
Lørdag eftermiddag var der tipsfodbold.
Ingrid og Lillebror.
Erhard Jakobsen tv. og Mogens Glistrup.
Når politikerne kom på skærmen i tiden op til et folketingsvalg, fremstod de ofte mindre skolede og mere underholdende.
Nogle gange var det ligefrem sjovt for en ung dreng at kigge med på udtalelserne og debatterne.
Da vejnavnene kom til
Det var nok omkring 1970 (+-), at kommunekontoret kom til at ligge på Ådalen 22.
Inden da havde vi ikke vejnavne i Skørring.
Folk kunne indsende forslag til de enkelte vejnavn, og far var med i menighedsrådet, der lavede et samlet forslag med navne til alle vejene.
Forslagets vejnavne henførte alle til noget lokalt det pågældende sted, og især Jomfru Gundersvej gav anledning til snak og lokale protester.
Nogle af vejens forholdsvis få beboere brød sig absolut ikke om navnet.
Men som jeg husker det, endte man med at bruge alle forslagets vejnavne.
Posten kendte alle
Hvordan posten inden vejnavnenes tid fik afleveret brevene de rigtige steder kan undre mange i dag.
Men ikke dengang, hvor postens rolle og betydning var en ganske anden.
Posten i Skørring hed i min barndom Ole og kendte alle lokale voksne og børn.
Der hang ikke brevkasser på husene, så dørene stod ulåste for Ole, når han kom cyklende.
I sjældne tilfælde blev der lavet aftaler med ham om, at nøglen hang et bestemt sted.
Mobilt socialkontor
Ole havde også en ikke uvæsentlig rolle som et slags mobilt socialkontor, selv om det ikke fremgik af nogen jobbeskrivelse.
Havde man ikke andre at snakke med, var der altid posten, der også havde faste steder på ruten, hvor han gav sig tid til en kop kaffe.
Ole forstod at håndtere sin rolle, og jeg mindes ikke nogen omtale ham som den lokale sladderhank.
Det var der andre til.
Posten og 1 X 2
En tipskupon havde 12 kampe, ti rækker på en kupon, danske kampe i sommerhalvåret og hovedsageligt engelske i vinterhalvåret
– nogle gange suppleret med italienske kampe.
I hver række var der ud for hver kamp mulighed for at sætte ”X” ved 1, X eller 2 alt efter hjemmesejr, uafgjort eller udesejr.
Når jeg havde tippet mine 4-6 rækker, lagde jeg kuponen og de 2-3 kroner på kommoden i gangen.
Så vidste Ole, at det var til ham.
Han afleverede betaling og kupon ved tipsforhandleren og lagde dagen efter den kvitterede kopi af kuponen på kommoden.
Var der gevinst, kom han nogle dage senere med pengene
- sedlerne i sin store læderpung og mønterne i en mindre pung med snøre.
Stemmesedler og skattebetaling
Kort før et valg blev der afleveret en kasse med stemmesedler til min far på kommunekontoret.
Her blev de låst inde i pengeskabet indtil den store valgdag.
I øvrigt det samme pengeskab, der én gang om året rummede betragtelige beløb, når borgerne mødte op på kontoret og betalte skat.
Jeg har ved det store bord i sognerådslokalet gjort mange selvangivelser klar til afsending – stemplede Mygind-Krogsbæk Skørring Kommune øverst på selvangivelserne og på de brune kuverter.
Puttede derefter selvangivelserne i kuverter og slikkede på dem for at lukke.
Vi havde også nogle små puder med vand til at fugte limen på kuverterne, med det gik noget langsommere.
Til slut blev der sat frimærke på kuverten.
Jeg kender ikke antallet af kuverter, men ved kommunesammenlægningen i 1970 boede vi 850 i kommunen, og ved sognerådsvalget i 1966 var der 520 stemmeberettigede.
Sognerådslokalet stødte op til køkkenet, hvor mor lavede kaffe i den store Madam Blå + kage og/eller smørrebrød m.m. til møderne.
Ved døren ind til sognerødderne stod i køkkenet trækassen med plads til 50 Thor øl.
Mødebordet blev stående i stuen i alle vores år i huset.
Datidens pengetransport
Den enkelte borgers skattebeløb blev vurderet og besluttet på sognerådsmøder alene på baggrund af den afleverede eller tilsendte selvangivelse.
Kom der ingen indsigelser, vidste man, at beløbet nok kunne have været sat lidt højere.
I tiden omkring betalingsfristens udløb, når de tunge mønter samt sedlerne i pengeskabet nåede et vist niveau, kom pengene ned i mors håndtaske, der godt kunne være temmelig tung.
Sammen med os tre børn kørte hun til Hornslet og afleverede taskens indhold i Andelsbanken (den tidligere bank over for Rosengården).
Vi børn var datidens svar på bevæbnede vagter
- med til at få det til at ligne mors almindelige indkøbsture (der supplerede indkøbene ved naboen).
Købmandsbutikken i Skørring. På fotoet med lastbilen ses hjørnet af kommunekontoret yderst til højre. Der var i mange år hul i hækken mellem de to grunde - tilfældigvis lige ud for ishuset.
Med købmanden som nabo
Uanset at købmanden i Skørring var vores nabo og havde en del forskellige varer på hylderne, havde han ikke alt.
Og måske priserne også var lidt højere end i Hornslet.
Det var lidt af en balancegang at tilpasse indkøbsture til Hornslet med at bevare det gode naboskab.
Købmanden havde god fornemmelse for at vurderes sit salg i forhold til naboens behov og kunne nogle gange godt lade et ord falde, hvis han mente, det ikke passede sammen.
Men set i det store perspektiv blev det ved små krusninger i overfladen på det livslange bekendt-/venskab.
Fodboldstøvler fra Krajbjerg
Noget købmanden også solgte, var jeg heldigvis så heldig aldrig blev købt ved ham - fodboldstøvler fra Krajbjerg skaffet hjem på bestilling.
Mange af gutterne spillede i dem, mens vi var andre, havde Lockey støvler fra sportsmagasinet i Hornslet.
Søgninger på Google fortæller ikke noget om, at der blev lavet fodboldstøvler i Krajbjerg, så måske de alligevel ikke var lavet der.
Men jeg tror det.
Fodboldstøvlerne så under alle omstændigheder hjemmelavede, store og tunge ud, og når det regnede, blev de bare endnu tungere - som det i øvrigt også var tilfældet med boldene.
Folketingsvalget
Nå, men det var valget, vi kom fra.
Dagen inden valget blev stemmeboksen hentet op fra kælderen og støvet af for derefter at komme hen i Skørring Forsamlingshus og være klar til den store valgdag.
På valgdagen havde far stemmesedlerne med og var i forsamlingshuset hele dagen.
Jeg mener, at sognerådsmedlemmerne var der lidt på skift.
Men det var meget vigtigt, at der dagen igennem altid var mindst fire, der kunne spille kort.
Jeg var med, når mor skulle hen med mad til dem, og ”mit billede” af valgstedet er et mindre, tilrøget lokale ved siden af salen med mænd, der spillede kort.
Efter et valg gik snakken … - også om, hvem der mon stemte på hvem.
Faldt et par stemmer mere til socialdemokraterne sammen med en nytilflyttet familie, havde den stakkels familie et forklaringsproblem i den Venstre-prægede kommune.
Og så en erkendelse … - jeg går ud fra, at sognerådsvalg og folketingsvalg må være foregået på cirka samme måde, men jeg husker ikke forskel på valgene.
Desuden var der jo også menighedsrådsvalgene.
Der var menighedsrådsvalg i november 1965, sognerådsvalg 8. marts 1966 og folketingsvalg 22. november 1966.
Ved sognerådsvalget i 1966 valgte man det sidste sogneråd i Mygind-Krogsbæk-Skørring Kommune.
Kommuner skulle lægges sammen pr. 1. april 1970, og sognerådsvalget 3. marts 1970 gjaldt sammensætningen af den første kommunalbestyrelse i nye Rosenholm Kommune.
Mygind-Krogsbæk-Skørring Kommune
Sognerådsvalg 1966
Antal vælgere 520
Afgivne stemmer 426
Ugyldige 25
Stemmeprocent 81,9
A Socialdemokratiet 106
C Konservative 24
D Venstre 212
L Fællesliste for Radikale Venstre og Retsforbundet 59
Tallene – også fra de øvrige lokale kommuner - finder du på side 210 i ”Valgene til de kommunale råd 1966”, hvor jeg i øvrigt faldt over en sjov detalje.
Venstre fik i Mygind-Krogsbæk-Skørring nøjagtigt dobbelt så mange stemmer som Socialdemokratiet.
I Hornslet fik Socialdemokratiet mere end dobbelt så mange stemmer som Venstre - 680 mod 290
Og til sidst lige det om mig, at jeg er født i 1958 på Kulturgrunden i Hornslet
- i det nu nedrevne hus på hjørnet af grunden på Tingvej.
Kort tid efter flyttede vi ind i et af de første huse (i den røde cirkel) på Toftevej, som mine forældre byggede.
Vi flyttede til Skørring i 1962 - samme år som indvielsen af Ådalens skole.
Om 2LOKAL
Jeg er så heldig, at det håndværk jeg har arbejdet med en stor del af livet, også var/er hobby.
2(total)LOKAL og artiklerne er hobby
- og med til at holde skrivehåndværket ved lige.
Jeg har lavet (og vedligeholder) yderligere to lokale hjemmesider - ådalskirkerne og hornsletmotionscenter
Gode/opdaterede lokale hjemmesider hører til undtagelserne.
Skrivehåndværket er afløst af hurtige gør-det-selv tekster på Facebook = overfladisk formidling uden dybde.
Før du får set dig om, foregår gør-det-selv med hjælp fra AI.
Om nyt så er bedre end "godt gammelt håndværk" ...
- ja, det har mange andre typer håndværkere også tænkt i årenes løb.
