2LOKAL.DK + 8543.dk 8544.dk

2LOKAL.DK + 8543.dk 8544.dk

Rosenholm Slot inviterer til loppemarked i slotsparken

Mogens Greve - 7. maj 2024

Rosenholm Slot inviterer søndag 2. juni kl. 10-15 2024 til loppemarked i slotsparken i umiddelbar nærhed af Rosenholm Slot Blomster & Café.

Caféen er åben, og du har også mulighed for en rundvisning på slottet.

Alene omgivelserne gør et loppemarked ved Rosenholm Slot til noget ganske særligt.

En stand ved loppemarkedet koster 300 kroner.

Pengene går ubeskåret til vedligehold af Rosenholm Slot.

Tilmelding/info Anna Maria Kroer, 3089 8060, maria@rosenholm.dk.

Rosenholm Slot loppemarked

Slotsforvalter Martin Knudsen og indehaver af Rosenholm Slot Blomster & Café i Herskabsstalden, Anna Maria Falch.

Artiklen her skrev jeg i 2023 forud for det første marked

Djursland inviteres til forårsmarked ved Rosenholm Slot

Slotsforvalteren og indehaver af Rosenholm Slot Blomster & Café er gået sammen om et forårsmarked i slotsparken

Artikel fra 2023

Maj 2023

Slotsforvalter Martin Knudsen og indehaver af Rosenholm Slot Blomster & Café i Herskabsstalden, Anna Maria Falch, inviterer til forårsmarked i Slotsparken søndag 21. maj kl. 10-16.

Prisen for en stadeplads, som du selv bestemmer størrelsen af, er 300 kroner, der ubeskåret går til slottets vedligeholdelse.

Forårsmarked på frivillig basis

»Vi gør det på frivillig basis for at få lidt liv i slotsparken og give både markedsfolk og gæster mulighed for en god dag i de flotte omgivelser,« siger Martin Knudsen.

»Når du selv sørger for at have bord med, får du til gengæld masser af plads at boltre dig på.«

Han og Anna Maria Falch ser det som en nyskabelse uden alt for faste rammer, da udstillerne er med til at definere messen.

»Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Du kan sælge planter, udstille cykler, spille live musik, lave gymnastikopvisning, sælge genbrug eller tøj og lædervarer – blandt andet.«

Besøger markeder sammen

Martin Knudsen og Anna Maria Falch stiller også med hver sin bod med gamle ting.

»Jeg gør lidt i boligindretning og gamle ting. Selv om jeg har god plads hjemme i Krajbjerg, har jeg nok fået lidt for meget. Så noget af det bliver nu sat til salg på markedet.«

Anna Maria Falch er cirka lige så interesseret i gamle og sjove ting.

»Vi har begge meget, og alligevel tager vi nogle gange sammen af sted til markeder,« siger hun.

»Det er bare sjovere at finde det sjove sammen med nogen med samme interesse. Og så flyver tiden, uden du ænser det.«

Starten på en tradition ved Rosenholm Slot

De to håber at kunne gøre markedet til noget årligt tilbagevendende.

»Hvis du kommer for at spille eller optræde med noget, slipper du måske for at skulle betale. Men vi vil gerne have forhåndstilmelding fra alle, så vi ved lidt om, hvem og hvad vi kan glæde os til at byde velkommen.«

Anna Maria Falch understreger, at hele Djursland og øvrige opland er velkomne som både markedsdeltagere eller som gæster.

»Har du idéer eller spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.«

Rosenholm Slot Blomster & Café åbner nu

Rosenholm Slot Blomster & Café har sæsonens første åbningsdag onsdag 22. marts.

»Jeg er blevet ansat af slottet nogle timer om ugen for at hjælpe til med administrative opgaver og planlægning af events og selskaber. Så nu er jeg både slot og café.«

Således kan du nu købe billetter i Rosenholm Slot Blomster & Café til rundvisningerne på slottet.

»Du er velkommen til at køre bilen ind i slotsparken og parkere ved caféen i Herskabsstalden. Når du har gået en tur i parken, har jeg varm kaffe og kakao, kage – og tæpper, du kan låne. Du kan også få kaffe ”to go” med på gåturen.«

Artikel fra 2023

Om 2LOKAL

Jeg er så heldig, at det håndværk jeg har arbejdet med en stor del af livet, også var/er hobby.

2(total)LOKAL og artiklerne er hobby

- og med til at holde skrivehåndværket ved lige.

Også her i dit lokalområde ser du skrivehåndværket være afløst af hurtige gør-det-selv tekster på Facebook.

Før du får set dig om, foregår gør-det-selv med hjælp fra kunstig intelligens.

Om nyt så er bedre end "godt gammelt håndværk" ...

- ja, det har mange andre typer håndværkere også tænkt i årenes løb.

Total lokal

Freelance journalist

Mogens Greve

Slotsvej 23, Karlby

8543 Hornslet

CVR 80229151

Kontakt