Hurtig jonglering med fodbold – med begge fødder
Da jeg i 2017 blev medlem af Hornslet Motionscenter, tænkte jeg ikke fodbold.
Der gik dog kun kort tid, før den fine sal nærmest inviterede til at tage fodbolden med (og jeg fik dispensation til at spille fodbold i salen).
Forinden var bolden i 5-10 år jævnligt i brug i sommermånederne.
Men nu blev der pludselig mulighed for at jonglere hele året.

Siden da er det blevet til ret mange timer med bolden i motionscentret - året rundt.
Gamle ben og slidte hofter begrænsede udfoldelserne til at handle om tempo, motion, koordinering og balance.
Du kan finde en del om jonglering og seje tricks m.m. på nettet
- mens hurtig jonglering som motionsform og tips om hurtig jonglering nærmest er ukendte begreber.
Så jeg opfandt min egen stil.
Lige så stille blev ”den kolde venstre” bedre og bedre, der kom mere fart på
- og der dryppede flere og flere sveddråber ned på bolden og gulvet.
I selverkendelsens lys var formen bedre i de yngre dage.
Men … - en halv times jonglering i højt tempo stiller faktisk visse krav til konditionen.
Dette uanset at du ind i mellem gearer kortvarigt ned og giver dig tid til at øve balance
- og skiftevis står en tid på hhv. venstre og højre fod og jonglerer med modsatte fod.
Jo bedre balance og jo mere sikker du er på bolden med begge fødder, jo hurtigere kan du også spille bolden fra fod til fod.
Sol og hurtig jonglering i Lime
Når først der er fart på, er det umuligt at tælle jongleringerne.
Så en solskinsfredag i slutningen af juli 2023 bød dagen på fodbold og videooptagelse på banen i Lime
- for bagefter at tjekke videoen for antal på ét minut + hvor lang tid det tog at lave 1.000 jongleringer.
Jeg var senere nødt til at holde godt to års pause grundet problemer med ryggen
- og i forlængelse af det to slidte hofter.
I september og december 2025 fik jeg nye hofter, og fra sidst på foråret 2026 er der igen kommet gang i bolden.
Juli 2023 - hurtig jonglering med fodbolden i ét minut.
Juli 2023 - 1.000 jongleringer mellem højre og venstre fod på tid.
Om 2LOKAL
Jeg er så heldig, at det håndværk jeg har arbejdet med en stor del af livet, også var/er hobby.
2(total)LOKAL og artiklerne er hobby
- og med til at holde skrivehåndværket ved lige.
Jeg har lavet (og vedligeholder) yderligere to lokale hjemmesider - ådalskirkerne og hornsletmotionscenter
Gode/opdaterede lokale hjemmesider hører til undtagelserne.
Skrivehåndværket er afløst af hurtige gør-det-selv tekster på Facebook = overfladisk formidling uden dybde.
Før du får set dig om, foregår gør-det-selv med hjælp fra AI.
Om nyt så er bedre end "godt gammelt håndværk" ...
- ja, det har mange andre typer håndværkere end jeg også tænkt i årenes løb.




