
Sæt kursen mod Skørring Forsamlingshus 11.-12. april
- og brug et par forårstimer på at møde andre lokale
Weekenden 11.-12. april er en oplagt mulighed for at gå, cykle eller køre foråret i møde.
Sæt kursen mod Skørring Forsamlingshus og invester i en kold øl/vand eller dampende varm kaffe
- og del dit forårshumør med andre lokale fra hele Ådalsområdet.
Se hvem du møder og/eller aftal på forhånd med andre at gøre det samme.
Kunstudstilling
Det er ganske gratis at kigge ind i tidsrummet kl. 10-16 begge dage, og forsamlingshusets frivillige håber på lokal opbakning til initiativet og den tid, de investerer i at åbne dørene for dig og foråret.
Det var i øvrigt en af de frivillige i forsamlingshusets bestyrelse, Anja Hansen, der sendte mig en opfordring til at skrive nogle linjer om kunstudstillingen.
"Hele Djursland er meget velkomne," skrev hun blandt andet.
Det er hermed givet videre.
Oveni den lokale hyggemødemulighed 11.-12 april kan du - blandt weekendens fire djurske udstillere - se værker af to "ultra lokale" kunstnere.

Læderkunstner Anne Bang Tange fra Rugtorvet ved Karlby
Anne er folkeskolelærer på Ådalens Skole i Skørring, uddannet håndværk- og designlærer, og underviser desuden ved FOF.
Lysten til at arbejde med læder fyldte så meget, at hun efter 28 år som lærer tog ét års orlov i 2024/25.
Målet var ikke forretning
Målet var ikke at lave forretning.
"Jeg ville fordybe mig i håndværket med læder og design - og kun måske - på sigt sælge + undervise i det," fortæller Anne.
"Det var et fantastisk år, hvor tiden fløj og hænderne arbejdede konstant. Men også et år, hvor jeg lærte at skrive en faktura, lave regnskab, lave en profil på sociale medier og skabe en professionel identitet."
Kun rest- og genbrugslæder
Ud fra hensynet til ressourcerne arbejder og designer Anne udelukkende i rest- og genbrugslæder.
"Udfordringen ved det er, at læderet kommer i ukurante faconer, størrelser, strukturer og farver - nogle gange endda med patina og produktionsspor."
Men det er også udfordringen og modstanden i materialet, der inspirerer og gør det sjovt.
"Behandler du læder godt, er det utrolig samarbejdsvilligt."
Kreationerne
Kreationerne indbefatter blandt andet farverige bæltetasker, hånd-/skuldertasker og net, skåle og nøgleringe, upcyclede nederdele til tasker samt farverige smykblomster.
Anne er nu tilbage på Ådalens Skole i en 40 % stilling.
"Ved siden af lærerjobbet er jeg ved at bygge en lille virksomhed op med salg af egne designs og afholdelse af læderworkshops."

Billedkunstner Malene kløve Dalsgaard, Hornslet
Malene er uddannet billedkunstner på den 4-årige uddannelse fra Århus Kunstakademi, er med i kunstnerkollektivet Pakhus 64 i Aarhus
- og arbejder desuden på Aros.
Malene gør flittigt brug af indsamlede materialer - alt fra arvestykker, duge og nøgler til hæklede cirkler og affald m.m.
Noget genanvendes i skulpturer og andre værker, og noget bruges som inspiration i maleriet.
Se også galleriklove.dk
De to øvrige udstillere er kunstmaler Marianne Storgaard, Auning og bronzestøber og billedkunstner Troels Buse, Trustrup.
Både lørdag og søndag er der åbent kl. 10-16.
I tilfælde af dårligt vejr gør forsamlingshuset opmærksom på den varme kaffe og det tætte tag.
Bor du ikke i Ådalsområdet, er du selvfølgelig lige så velkommen.
Om 2LOKAL
Jeg er så heldig, at det håndværk jeg har arbejdet med en stor del af livet, også var/er hobby.
2(total)LOKAL og artiklerne er hobby
- og med til at holde skrivehåndværket ved lige.
Jeg har lavet (og vedligeholder) yderligere to lokale hjemmesider - ådalskirkerne og hornsletmotionscenter
Gode/opdaterede lokale hjemmesider hører til undtagelserne.
Skrivehåndværket er afløst af hurtige gør-det-selv tekster på Facebook = overfladisk formidling uden dybde.
Før du får set dig om, foregår gør-det-selv med hjælp fra AI.
Om nyt så er bedre end "godt gammelt håndværk" ...
- ja, det har mange andre typer håndværkere også tænkt i årenes løb.







